Baggrund og formål


Historie, politik, religion, kultur, gastronomi og eventyr.

Jeg elsker at rejse. Det er blevet til omtrent 110 lande, herunder de 22 arabiske lande og op mod 40 af de 57 muslimske lande. Drevet af både nysgerrighed og arbejde. Jeg har arbejdet for tænketanke i USA og kender landet rigtig godt. Har også arbejdet i England og Irland. Og jeg har masser af "fætre" rundt omkring i verden og et stort netværk. Et netværk, der kommer PALMYRA Kulturrejser og vores gæster til gode nu, idet vi kan tilbyde oplevelser og destinationer, som man ikke finder andre steder.

Jeg ved, hvordan man guider folk trygt og sikkert rundt i lande og områder, hvor mange generelt er tilbageholdende med at rejse til.

Mens jeg sad i Folketinget brugte jeg de mødefri perioder som rejseleder, bl.a. for Akademisk Rejsebureau. Det begyndte som en hobby for mig, og jeg elsker at vise rundt og formidle den viden, som jeg selv har opsøgt og taget til mig. Hobbyen er blevet en livsstil, og selv om jeg har besøgt flere steder mange gange, oplever jeg nye detaljer hver gang. Detaljer, mennesker og observationer, som jeg gerne vil dele med andre nysgerrige rejsende.

PALMYRA Kulturrejser er ikke bare et job eller et rejseselskab; det er en vision og en mission om at gøre folk klogere på verden.

Vi har mange destinationer på programmet, men kerneområdet er Mellemøsten. Det er en verdensdel, der berører vores hverdag, om vi vil det eller ej. Og jeg vil gerne formidle stort og småt, ligesom jeg gjorde i radioprogrammet "Arabiske stemmer"; emner, som man ikke normalt hører om i mainstream-medierne. Jeg vil gerne vise flere sider af samme sag. Det handler ikke om at overbevise nogen om det ene eller det andet, men om at gøre folk klogere og selv lade dem tage kritisk stilling på et oplyst grundlag. At formidle indsigt og udsyn.

Mellemøsten kan det hele, og hos PALMYRA Kulturrejser fokuserer vi på historien, den kulturelle overdådighed, den samme overdådighed over gastronomien, og den eventyrligt smukke natur - fra Jordans frodige områder til bælgmørke ørkener og basarer, der summer af liv.

PALMYRA Naser Khaders Kulturrejser er en ny spiller på markedet for kulturrejser, som gør dig klogere.

Jeg er selv rejseleder på en del af destinationerne, og jeg gør meget ud af at finde de rigtige rejsemål og at styre uden om turistfælderne.

Foruden mit sprog- og lokalkendskab, ikke mindst til mit fødeland, Syrien, og min fars fødeland Palæstina, har jeg styr på historien, kulturen, religion, geografi og politik, som i høj grad præger Mellemøsten og Nordafrika på godt og ondt. Jeg har en nærmest uudslukkelig interesse for denne del af verden, og jeg har i flere år guidet danskere rundt på diverse destinationer og delt ud af min viden. Og jeg har vist mine gæster afkroge af Mellemøsten, som de færreste vil få at se. Jeg tager mine gæster med langt videre, end de hurtige nyhedshistorier og den mest sparsomme skoleundervisning.

Palmyra eller Palmebyen henviser til den antikke ruinby nordøst for hovedstaden Damaskus i Syrien. PALMYRA Kulturrejser henvender sig til turister uden videre forudsætninger; mennesker, som søger et mere intellektuelt indblik i historien, og som ønsker at gå lidt dybere i substansen.

Islamisk Stat havde desværre held med at indtage Palmyra i Syrien, ødelægge en række uvurderlige kulturskatte, herunder Baalshamin-templet, og brutalt at dræbte direktøren for antikviteter i ruinbyen, Khaled al-Asaad, i 2015.

Palmyra er et arkæologisk centrum og har stået opført på Unesco's liste over verdenskulturarv siden 1980. I dag er byen desværre utilgængelig for turister på grund af borgerkrigen. Når vi har taget navn efter netop Palmyra, er det, fordi dette magiske sted symboliserer drømmen om rejsebureauet og hele drivkraften bag det. Men også til ære for Khaled al-Asaad der ofrede sig selv for at passe på Palmyras verdens kulturarv.

Dansk hygge er lig med intimitet. Nærhed og to lys på et bord. Jo færre, jo bedre. I Mellemøsten er det omvendt; man elsker støj og trængsel og masser af mennesker. Og man elsker gastronomien, duftene, solen og menneskene. Oplev det og tag det med hjem!

Bliv klogere på verdenshistorien, kulturer og befolkninger, og lær lidt mere om vore egne nutidige konflikter. Og lad de mange indtryk lægge sig og lejre sig, når der også er tid til at slappe af og reflektere undervejs. Som udgangspunkt er jeg selv rejseleder, og jeg er ikke nærig med min viden. Jeg har allieret mig med andre kyndige og erfarne rejseledere inden for hvert deres område.

Først og fremmest har tryghed og sikkerhed for vores gæster høj prioritet.

Det glæder mig at kunne byde dig velkommen til PALMYRA Kulturrejser.


Med venlig hilsen, 

Naser Khader.

Kontaktformular - har du spørgsmål?


Hvad kan vi hjælpe dig med? Skriv til os direkte i denne formular.
Vi bestræber os på at svare inden for 24 timer.
Vi glæder os til at høre fra dig.